DFDS/SHB: Løfter kursmål efter opkøb med både plusser og minusser

13-04-2018

Handelsbanken hæver kursmålet for DFDS, efter at rederiet torsdag foretog en milliardstor virksomhedsovertagelse, der både har plusser og minusser.

På den positive side får DFDS med købet af tyrkiske U.N. Ro-Ro adgang til et marked, der ifølge Handelsbanken er karakteriseret ved en væsentlig højere vækst end på de resterende markeder, som DFDS opererer i.

- Det bør smitte positivt af på den samlede vækst i DFDS. Derudover har DFDS tidligere vist, at det er i stand til forbedre lønsomheden på de markeder, hvor det opererer.

- I kølvandet på opkøbet hæver vi vores indtjeningsforventninger (EBT) med 5 pct. i 2018 og 16 pct. i 2019, skriver Handelsbanken i en analysekommentar fredag.

Vendes blikket mod de knap så positive aspekter, mener Handelsbanken, at opkøbet ikke synes særdeles attraktivt - dels fordi DFDS som følge af opkøbet annullerer udbytte og aktietilbagekøbsprogram for i år, og dels hvis man kigger på tallene for 2018.

For 2018 ventes det tyrkiske rederi at ramme en omsætning på 240 mio. euro og en driftsindtjening før særlige poster (EBITDA) på 97 mio. euro. Dermed svarer købsprisen på 7,1 mia. kr. i runde tal til, hvad U.N. Ro-Ro ville tjene over driften på ti år, hvis man tager forventningerne til 2018 som udgangspunktet.

- På den negative side fremhæver vi den forholdsvise høje købspris, som DFDS har givet for U.N. Ro-Ro, samt den midlertidige afskaffelse af udbyttebetalingerne og en risiko for yderligere anlægsinvesteringer.

- Vi vurderer, at opkøbet øger risikoen for, at den fremtidige udbyttebetaling kan blive udvandet som følge af stigende anlægsinvesteringer til nye skibe eller nye opkøb i området, skriver Handelsbanken.

På trods af annulleringen af udbytte og aktietilbagekøbsprogram for i år så investorerne torsdag ud til at være begejstrede for opkøbet, da de sendte DFDS-aktien op med 7 pct. til 370 kr.

Handelsbankens nye kursmål lyder på 475 kr. mod tidligere 450 kr. Anbefalingen er udændret "køb".

/ritzau/FINANS

Seneste nyheder
Relaterede nyheder
Relaterede aktier
Dfds A/S
VOL 60.988
379,00 DKK
-3,40 / -0,89 %