Mærsk/CEO: Vil ikke sende et signal om stor usikkerhed om guidance -NY

17-05-2018

Risikoen for en handelskrig mellem Kina og USA, lurende sanktioner mod Iran og stigende oliepriser er nogle af de begivenheder, der danner baggrund for, at A.P. Møller-Mærsk i sit regnskab for første kvartal melder om større usikkerhed om sine forventninger til hele året.

Men det er ikke et udtryk for, at forretningen i sig selv giver anledning til øget usikkerhed, fortæller Søren Skou, der er administrerende direktør.

- Det er en lidt spændende verden, vi lever i. Jeg vil først og fremmest fremhæve de forhandlinger, der er mellem Kina og USA om handelsaftaler. Det er klart, at det er vigtigt for os, at de lander et godt sted, og at vi ikke ender med en handelskrig. Det vil bestemt ikke være gode nyheder for os eller verden.

- Vi kan også se et forøget niveau af usikkerhed omkring Iran, og det er med til at presse olieprisen op. Og det er jo heller ikke gode nyheder for os. I hvert fald ikke på vores Ocean-segment, hvor vi har en stor brændstofregning, der skal betales hver dag. Så man skal ikke lægge mere i vores kommentar, end at vi kigger ud af vinduet og ser, at det ser spændende ud, siger direktøren til Ritzau Finans kort efter regnskabsfremlæggelsen torsdag morgen.

IKKE MEGET USIKRE PÅ GUIDANCE

A.P. Møller-Mærsk fastholder i sit regnskab forventningerne til 2018 og sigter dermed fortsat efter et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 4-5 mia. dollar på den fortsættende forretning.

Analytikerne ventede til sammenligning et EBITDA-overskud for hele året på 4,6 mia. dollar inden regnskabet, mens Mærsk sidste år nåede et overskud på 3,5 mia. dollar.

I samme ombæring noterer ledelsen dog, at usikkerheden omkring forventningerne for helåret er øget som følge af geopolitisk usikkerhed og andre faktorer, der påvirker fragtrater, bunkerpriser og valutakurser.

- Vi fastholder jo vores guidance, og jeg ønsker ikke at give et signal om, at vi er meget usikre. Jeg oplyser bare om det faktum. Der er gang i mange ting, siger Søren Skou.

Transport- og logistikselskabet kunne i første kvartal fremvise et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 669 mio. dollar af de fortsættende aktiviteter, hvilket er en fremgang fra 638 mio. dollar i samme kvartal året før.

Resultatet var svagere end ventet, da analytikerne ifølge Ritzau Estimates havde ventet et driftsoverskud på 845 mio. dollar i kvartalet. Det var særligt Ocean-divisionen, der blandt andet består af rederierne Maersk Line og Hamburg Süd, der skuffede i kvartalet som følge af højere enhedsomkostninger.

SØSAT KORTSIGTEDE INITIATIVER

Samtidig betyder indtjeningen i første kvartal også, at der skal fart på fremgangen resten af året, hvis A.P. Møller-Mærsk skal leve op til selskabets egne forventninger. I forbindelse med regnskabet torsdag morgen annoncerede den danske transport- og logistikkoncern også, at den har søsat en række kortsigtede initiativer for at genskabe lønsomheden.

- Vi kan ikke være tilfredse med, at vi ikke tjener penge i vores Ocean-segment, og derfor er vi nødt til at gøre, hvad vi kan for at forbedre det. Vi kigger på initiativer, der kan øge vores omsætning, som at sætte priserne op, indføre flere gebyrer og at sælge lidt mere. Og endelig - og måske det allervigtigste - at få gang i vores omkostningsprogram, siger Søren Skou og afviser at sætte tal på, hvor meget han venter, der kommer ud af initiativerne.

- Vi skal have en væsentlig stigning i vores indtjening for at komme op og nå vores guidance. Der skal accelereres. Men vi skal også huske at sige, at første kvartal helt traditionelt er et svagt kvartal i vores industri, fordi vi har det kinesiske nytår, hvor aktiviteten efterfølgende er meget begrænset, fortsætter han.

Ledelsen tog hul på initiativerne i april, og den kan allerede begynde at se effekten. Det skyldes blandt andet, at initiativerne også handler om at lægge en dæmper på kapaciteten i Ocean-forretningen.

- Noget af det handler om at tage kapacitet ud. Vores ambition er, at vi ikke vil vokse kapacitet i segmentet i år eller næste år, siger Søren Skou.

Torsdagens regnskab for første kvartal bød på en helt ny regnskabsstruktur, der skal afspejle, at Mærsk ikke længere ser sig selv som et konglomerat og er på vej ud af olien.

/ritzau/FINANS

Seneste nyheder
Relaterede nyheder
Relaterede aktier
A.P. Møller - Mærsk B A/S
VOL 32.069
9.514,00 DKK
112,00 / 1,19 %

A.P. Møller - Mærsk A A/S
VOL 3.665
8.990,00 DKK
90,00 / 1,01 %