Aktier/tendens: Bavarian og FLS vil indtage rampelyset i rolig åbning

13-03-2018

Efter mandagens kursskred kan Bavarian Nordic igen løbe med opmærksomheden tirsdag med et ændret kursmål, mens ingeniørkoncernen FLSmidth ligeledes kan få del i rampelyset efter en sænket anbefaling.

Det tyder ikke på, at tirsdag morgen vil byde på de store bevægelser generelt på det danske aktiemarked. I USA endte de tre ledende aktieindeks blandet med små udsving, og der var også uensartede og rolige bevægelser på aktiemarkederne i Asien tirsdag morgen.

De amerikanske futures ligger også stort set uændrede en time før den danske børsåbning, mens den tyske DAX-future stiger 0,04 pct. Det tyder på, at aktierne i C25-indekset vil komme roligt fra start tirsdag.

BAVARIAN FÅR SKÅRET KURSMÅL

Mandag endte C25-indekset 0,2 pct. højere i 1140,79, og Bavarian Nordic sluttede klart nederst efter et dyk på 11,9 pct. til 219 kr. i kølvandet på et skuffende regnskab for 2017.

Særligt forventningerne til 2018 trykkede biotekselskabets aktie. Selskabet sigter efter en omsætning på 500 mio. kr. og et underskud på driften (EBIT) på 385 mio. kr. i 2018, hvilket er et fald fra en omsætning på 1370 mio. kr. og et driftsoverskud på 353 mio. kr. sidste år.

Mandagens regnskab og det efterfølgende kursfald har fået Jefferies til at sænke kursmålet for aktien til 320 kr. fra 335 kr. Den amerikanske investeringsbank holder dog fast i købsanbefalingen og noterer, at kursfaldet mandag gik for vidt.

Jefferies peger på, at Bavarian på forhånd klart havde kommunikeret, at selskabet planlagde at investere i en ny påfyldningslinje til frysetørret koppevaccine, og at børshusets modeller derfor allerede viste, at Bavarian vil køre med underskud i perioden 2018-20.

FLS' ANBEFALING SÆNKES

Amerikanske Morgan Stanley har sænket anbefalingen for aktien i ingeniørkoncernen FLSmidth til "ligevægt" fra "overvægt".

Kursmålet løftes omvendt en smule til 407 kr. fra 402 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Blandt leverandørerne af udstyr til minesektoren foretrækker Morgan Stanley i stedet FLSmidths finske konkurrent Metso. Den amerikanske investeringsbanks anbefaling af Metso er flyttet i den stik modsatte retning til "overvægt" fra "ligevægt".

Aktien i FLSmidth faldt mandag 0,4 pct. til 416,70 kr.

Uden for det danske eliteindeks vil nogle investorer rette blikket mod Roblon, der fremlægger regnskab for første kvartal af det skæve regnskabsår 2017/18.

Selskabet venter en omsætning i niveauet 235 mio. kr. og et resultat før skat på omkring 25 mio. kr. for de fortsættende aktiviteter.

Roblon-aktien sluttede 2,1 pct. højere i 347 kr. mandag.

Lån & Spar kommer også på banen tirsdag, da aktien tirsdag vil handle eksklusive retten til udbytte for 2017, der lyder på 10 kr. per aktie. Mandag dykkede bankens aktie 2 pct. til 480 kr.

/ritzau/FINANS

Seneste nyheder
Relaterede nyheder
Relaterede aktier
Bavarian Nordic A/S
VOL 179.047
168,55 DKK
0,55 / 0,33 %

FLSmidth & Co A/S
VOL 157.555
390,10 DKK
7,00 / 1,83 %

Flowserve Corporation
VOL 67.493
56,37 USD
0,33 / 0,59 %

Roblon B A/S
VOL 471
272,00 DKK
0,00 / 0,00 %

Lån og Spar Bank A/S
VOL 50
458,00 DKK
0,00 / 0,00 %

Bavarian Nordic Ord Shs
VOL 179.047
168,55 DKK
0,55 / 0,33 %